Hvad siger forskningen om synstræning efter hjernerystelse?

Når man søger efter forskning om et bestemt emne, bruger man videnskabelige databaser. De fungerer lidt som Google, men indeholder forskningsartikler og giver mulighed for mere præcise søgninger.

Vi har søgt efter forskning om hjernerystelse og synstræning i PubMed, Embase og Web of Science. I denne gennemgang blev synstræning afgrænset til træning af vergens, akkommodation og øjenbevægelser. Det vil sige øjnenes evne til at samarbejde, stille skarpt og bevæge sig præcist. Studier af blandt andet balance- og VOR-træning – træning af den vestibulo-okulære refleks – blev fravalgt, hvis effekten af selve synstræningen ikke kunne vurderes særskilt.

Studierne blev udvalgt efter fastlagte inklusions- og eksklusionskriterier. Det tidligste inkluderede studie blev publiceret i 2008, mens de øvrige studier er fra 2013 og frem. De nyeste randomiserede studier blev publiceret i 2025 og 2026.

De 13 inkluderede artikler omfattede otte hovedstudier og ét opfølgningsstudie. To af hovedstudierne havde flere tilhørende delpublikationer. Otte af de ni studier var gennemført i USA, mens ét var gennemført i Danmark.

Tre af studierne var pilotstudier. Det vil sige mindre, indledende studier, der blandt andet undersøger, om en behandling og den valgte undersøgelsesmetode er gennemførlig, før den afprøves i et større studie.

Tre randomiserede kontrollerede studier (RCT'er), hvor deltagerne blev fordelt tilfældigt til en behandlings- eller kontrolgruppe. Det gør grupperne mere sammenlignelige og reducerer risikoen for bias.

To retrospektive observationsstudier, hvor forskerne analyserede patientdata, som allerede var blevet indsamlet.

Tre prospektive før-efter-studier, hvor deltagerne blev undersøgt før og efter et synstræningsforløb. Disse studier havde ikke en kontrolgruppe.

Ét opfølgningsstudie, som undersøgte, om resultaterne blev bevaret over tid.

Du kan se den fulde søgestrategi, inklusions- og eksklusionskriterierne samt PRISMA-flowdiagrammet.

Hvem deltog i studierne?

Studierne omfattede både unge og voksne med synsproblemer efter hjernerystelse. I de yngste deltagergrupper var gennemsnitsalderen cirka 17 år. To andre studier omfattede hovedsageligt unge og yngre voksne, mens de øvrige studier primært omfattede voksne deltagere.

Deltagerantallet varierede betydeligt. De mindste pilotstudier omfattede kun 5–7 deltagere, mens de største studier havde omkring 100 deltagere. Resultaterne bygger derfor både på meget små studier og på enkelte større undersøgelser.

Hvad fandt forskerne?

Blev synsfunktionen bedre?

Studierne rapporterede generelt forbedringer i kliniske mål for vergens, akkommodation og øjenbevægelser efter træningen.

Flere studier fandt forbedringer i øjnenes evne til at konvergere og samarbejde på kort afstand. Der blev også rapporteret forbedringer i akkommodationen og i forskellige mål for øjenbevægelser.

Fik deltagerne færre symptomer?

Flere studier rapporterede, at deltagerne fik færre synsrelaterede symptomer efter træningen, herunder færre gener ved læsning og andet nærarbejde.

I det største randomiserede studie oplevede behandlingsgruppen en større symptomforbedring end den gruppe, der ventede på behandling. I ét andet studie blev der rapporteret færre symptomer umiddelbart efter træningen, men ved opfølgningen efter seks måneder var forbedringen ikke længere statistisk signifikant.

Samlet peger studierne på, at synstræning kan være med til at reducere synsrelaterede symptomer efter hjernerystelse.

Kunne forbedringerne mærkes i hverdagen?

En forbedring i en synstest er ikke nødvendigvis det samme som en lettere hverdag. Betydningen for daglige aktiviteter blev undersøgt i væsentligt færre studier end selve synsfunktionen.

Det danske studie undersøgte blandt andet læsehastighed, mental træthed og deltagernes egen oplevelse af at kunne udføre daglige aktiviteter. Der blev rapporteret forbedringer på flere af disse områder, men studiet havde ingen kontrolgruppe.

Ud over det danske studie undersøgte tre andre hovedstudier funktionelle resultater relateret til læsning, visuel opmærksomhed og visuel scanning. Samlet er der dog fortsat begrænset viden om, hvorvidt forbedringerne gør en forskel for eksempelvis skærmarbejde, uddannelse, arbejde og livskvalitet.

Kunne forskerne måle ændringer i hjernen?

I et delstudie til det største randomiserede studie blev 54 deltageres hjerneaktivitet undersøgt med fMRI før og efter synstræningen. fMRI måler ændringer i blodets iltning som et indirekte mål for hjerneaktiviteten.

Forskerne fandt øget aktivitet i dele af synsbarken og lillehjernen, og nogle af ændringerne hang sammen med forbedringer i synsfunktionen. Resultaterne peger derfor på, at synstræningen kan have bidraget til ændringer i hjernens aktivitet.

Holder effekten på længere sigt?

Kun tre studier omfattede en efterfølgende måling, og opfølgningsperioden varierede fra 7–14 dage til seks måneder. Ved de længere opfølgninger var flere forbedringer i synsfunktionen fortsat til stede, mens symptomforbedringen var mindre tydelig over tid.

Der er derfor fortsat begrænset viden om, hvor længe effekten holder, og om der kan være behov for vedligeholdelsestræning.

Hvor stærk er dokumentationen?

Tre studier var randomiserede, men de bidrager ikke lige meget til dokumentationen. Det største og mest omfattende studie giver det stærkeste grundlag for en effekt af synstræning. Et andet randomiseret studie havde kun 12 deltagere, mens det tredje undersøgte en kort, afgrænset hjemmeøvelse hos 50 deltagere tidligt efter hjernerystelsen.

De øvrige studier bidrager med relevant viden, men havde ingen kontrolgruppe. Samlet er resultaterne lovende, men dokumentationen bygger i høj grad på ét større randomiseret studie.

Læs mere dybdegående om dette studie – det hidtil stærkeste på området →

Hvad kan vi konkludere?

Forskningen peger samlet på, at målrettet synstræning kan forbedre synsfunktionen og mindske synsrelaterede symptomer hos udvalgte personer med synsproblemer efter hjernerystelse.

Det største og metodisk stærkeste studie undersøgte unge med vedvarende, symptomgivende konvergensinsufficiens. Den bedste dokumentation gælder derfor denne gruppe, mens forskningsgrundlaget er mere begrænset for andre aldersgrupper og synsproblemer. Det betyder ikke, at andre grupper ikke kan have gavn af synstræning, men at effekten er mindre undersøgt.

Da synsproblemer efter hjernerystelse kan være forskellige fra person til person, er en grundig synsundersøgelse vigtig. Træningen bør målrettes de funktioner, der faktisk er påvirket, og ved flere samtidige problemområder indgå i en koordineret rehabiliteringsindsats.

Oplever du fortsat synsproblemer efter en hjernerystelse? En grundig synsundersøgelse kan afdække, hvilke funktioner der er påvirkede, og om et individuelt tilrettelagt træningsforløb kan være relevant.

Referencer

  1. Alvarez TL, Scheiman M, Hajebrahimi F, Noble M, Gohel S, Baro R, et al. CONCUSS randomised clinical trial of vergence/accommodative therapy for concussion-related symptomatic convergence insufficiency. British Journal of Sports Medicine. 2026;60(5):340–354. https://doi.org/10.1136/bjsports-2025-109807
  2. Sangoi A, Hajebrahimi F, Gohel S, Scheiman M, Goodman A, Noble M, et al. Functional activity changes after vergence and accommodative rehabilitation of concussion-related convergence insufficiency: CONCUSS clinical trial fMRI results. Frontiers in Neuroscience. 2025;19:1703781. https://doi.org/10.3389/fnins.2025.1703781
  3. Thiagarajan P, Ciuffreda KJ. Effect of oculomotor rehabilitation on vergence responsivity in mild traumatic brain injury. Journal of Rehabilitation Research and Development. 2013;50(9):1223–1240.
  4. Thiagarajan P, Ciuffreda KJ. Versional eye tracking in mild traumatic brain injury (mTBI): effects of oculomotor training (OMT). Brain Injury. 2014;28(7):930–943.
  5. Thiagarajan P, Ciuffreda KJ. Effect of oculomotor rehabilitation on accommodative responsivity in mild traumatic brain injury. Journal of Rehabilitation Research and Development. 2014;51(2):175–191.
  6. Thiagarajan P, Ciuffreda KJ, Capo-Aponte JE, Ludlam DP, Kapoor N. Oculomotor neurorehabilitation for reading in mild traumatic brain injury (mTBI): an integrative approach. NeuroRehabilitation. 2014;34(1):129–146.
  7. Trbovich AM, Zynda AJ, Togashi T, Burley C, Mucha A, Collins MW, et al. Randomized Controlled Trial of Brock String Vision Therapy for Receded Near Point of Convergence Following Concussion. Journal of Neurotrauma. 2025;42(19–20):1708–1718.
  8. Ciuffreda KJ, Rutner D, Kapoor N, Suchoff IB, Craig S, Han ME. Vision therapy for oculomotor dysfunctions in acquired brain injury: a retrospective analysis. Optometry. 2008;79(1):18–22.
  9. Gallaway M, Scheiman M, Mitchell GL. Vision Therapy for Post-Concussion Vision Disorders. Optometry and Vision Science. 2017;94(1):68–73.
  10. Scheiman MM, Talasan H, Mitchell GL, Alvarez TL. Objective Assessment of Vergence after Treatment of Concussion-Related CI: A Pilot Study. Optometry and Vision Science. 2017;94(1):74–88.
  11. Smaakjær P, Wachner LG, Rasmussen RS. Vision therapy improves binocular visual dysfunction in patients with mild traumatic brain injury. Neurological Research. 2022;44(5):439–445.
  12. Yadav NK, Thiagarajan P, Ciuffreda KJ. Effect of oculomotor vision rehabilitation on the visual-evoked potential and visual attention in mild traumatic brain injury. Brain Injury. 2014;28(7):922–929.
  13. Thiagarajan P, Ciuffreda KJ. Short-term persistence of oculomotor rehabilitative changes in mild traumatic brain injury (mTBI): a pilot study of clinical effects. Brain Injury. 2015;29(12):1475–1479.